Opkast og diarré hos hund

Diarré og opkast er en af ​​de mest almindelige årsager til, at hundeejere søger dyrlægehjælp. I denne artikel kan du blandt andet finde tips og råd om, hvad du kan gøre derhjemme, hvis ​din hund får dårlig mave. Du kan finde information om almindelige årsager til diarré og opkast, hvornår du bør søge dyrlægehjælp og… …

Hvad er årsagen til opkast og diarré?

Der er mange mulige årsager til akut opkastning og/eller diarré hos hunde. En almindelig årsag er, at hunden har spist dårlig mad, hvor bakterier – enten direkte eller via toksiner – kan påvirke mave-tarmkanalens funktion. Smitsomme virus er også en hyppig årsag til akut opkastning og diarré (kan sammenlignes med ​roskildesyge/omgangssyge ​hos mennesker). Desuden kan indvoldsparasitter, bivirkninger fra visse typer medicin eller forgiftning også føre til disse symptomer.

Fremmedlegemer, som f.eks. små genstande, der sætter sig fast i mave eller tarm, forårsager ofte kun opkastning, men diarré kan også opstå. I nogle tilfælde kan opkastning og diarré være tegn på allergi, inflammation (kan sammenlignes med humant IBD/tarmkatar) eller underliggende sygdomme i andre organer, såsom lever, nyrer, eller bugspytkirtlen. Derudover så kan nogle hunde også ​få forbigående dårlig mave, hvis de bliver stressede.

I mange tilfælde ved man ikke hvad der forårsagede hundens opkast og diarré, og man behandler derfor symptomerne.

Behandling hjemmefra

Hvis hunden er glad, og der ikke er noget blod i hverken diarré eller opkast, så kan du ofte starte med at behandle derhjemme:

  • Hydrering: Det er vigtigt at sørge for, at hunden drikker tilstrækkeligt for at forhindre dehydrering. Hvis hunden ikke drikker selv, kan du tilbyde små mængder isterninger eller en elektrolytopløsning, såsom oralade. Man kan også tilføje vand til foderet, blande lidt leverpostej i vandet eller tilbyde kogevand fra kogt kylling. En hund har brug for ca. 50 ml væske pr. kg kropsvægt pr. dag. Har hunden opkast eller diarré, så kan behovet stige til det dobbelte.
  • Skånekost: Hunden fastes i ca. 10 timer. Gælder dog ikke små hunde og hvalpe, da disse hurtigt får lavt blodsukker. Efter fasten kan du tilbyde hunden en skånekost, som kan være udkogt ris med extra vand samt lidt kogt kyllingebryst eller hvid fisk. Man kan også købe skånekost der er et let fordøjeligt foder der er skånsomt for mave-tarmkanalen. Oftest hedder disse G/I eller gastrointestinal. Undgå hundens almindelige foder, rester og alle former for godbidder.
  • Foderplan:
    • Dag 1: 50 % af den normale dagsration i form af skånekost tilbudt hver 2-3 time.
    • Dag 2 + 3: giv ca. 75 % af den anbefalede dagsration opdelt på 4-6 måltider, derefter hele dagsrationen opdelt på 3-4 måltider.
    • Når hunden har været normal i maven i et par dage, kan man gradvist gå tilbage til det almindelige foder.
  • Probiotika: Ved diarré anbefales det at supplere med ​probiotika. Disse produkter købes i håndkøb. Der er mange typer men nogle af de mest almindelige er: Zoolac, Canikur, Pro-Kolin eller Diapro (​for dosering, så følg vejledningen på pakken).
  • Motion: Hold hunden i ro. Ture skal begrænses og hundes skal helst kun lige ud og luftes og så retur igen. Undgå at hunden møder andre hunde eller har afføring, hvor der færdes mange hunde, imens den har diarre, for at begrænse evt. smitte.

Hvornår bør man man kontakte en dyrlæge?

Her kommer nogle retningslinier for hvornår man bør kontakte en dyrlæge:

  • Hunden er meget nedstemt og mangler appetit
  • Hunden har hyppig opkast, typisk flere gange i timen eller vedvarende opkast ud over 24 timer
  • Hvis du bemærker tegn på kraftig dehydrering såsom sløvhed, tørt tandkød, nedsat urinproduktion med kraftig lugtende mørk gul urin eller en nedsat hudturgor (hudfold bliver hængende mere end 2 sek.)
  • Hunden har blod i opkast eller kraftig ildelugtende blodig diarré
  • Hunden virker oppustet og smertepræget, herunder hvis den går i bedestilling
  • Ved mistanke om indtagelse af fremmedlegeme eller giftstoffer (f.eks. planter, medicin, kemiske stoffer)

Behandling hos dyrlægen

Ved ankomst hos dyrlægen, vil der blive lavet en grundig klinisk undersøgelse. Dyrlægen kan herefter ved behov udtage en blodprøve eller lave en røntgen- og/eller ultralydsundersøgelse. FInder man årsagen til opkast og diarré behandles denne, ellers giver man symptomatisk behandling. Dette kan være i form af væskedrop, skånekost i små portioner, kvalmestillende medicin og ​probiotika. Antibiotika gives sjældent til hunde med opkast og diarré, da det ofte ikke har nogen effekt. Desuden kan mange typer antibiotika forstyrre tarmfloraen og dermed forværre tilstanden.

Tiltag der mindsker risikoen for maveproblemer hos din hund.

  • Forbered dig på maveproblemer ved at have et opdateret kæledyrsapotek med probiotika og skånekost hjemme.
  • Undgå at give hunden rester, da salte, krydrede eller fedtholdige madrester, kan øge risikoen for dårlig mave.
  • Skal hunden i behandling med antibiotika eller visse typer smertestillende medicin, kan du overveje at give probiotika i foderet. Det hjælper med at beskytte mave-tarmkanalen og kan mindske risikoen for maveproblemer.
  • Skal hunden skifte foder, så bør dette gøres gradvist over en uges tid.
  • Har hunden gentagne tilbagevendende maveproblemer, så bør den undersøges af din dyrlæge. Det kan være et tegn på en underliggende sygdom, der kræver behandling.
  • Opdaterede vaccinationer for at beskytte din hund mod alvorlige mave-tarmsygdomme som hvalpesyge og parvovirus.

Opsummering

Opkast og diarré hos hunde kan ofte behandles hjemme, især hvis symptomerne er milde og kortvarige. Det er dog vigtigt at holde øje med din hunds tilstand og være opmærksom på tegn på dehydrering eller forværring af symptomerne.

Hvis du er i tvivl, er det altid bedst at konsultere en dyrlæge!

Cookie-indstillinger